KDevelop4/Manual/Arbejdet med kildekode

From KDE UserBase Wiki
Revision as of 10:29, 21 May 2011 by Claus chr (talk | contribs) (Importing a new version from external source)

Arbejdet med kildekode

Ved siden af fejlsøgning er skrivning og læsning af kildekode det, som du vil bruge mest tid med, når du udvikler software. Til dette formål giver KDevelop dig mange forskelige måder at udforske kildekoden og effektivisere skrivning af den. Som det vises i detaljer i de følgende afsnit, så er KDevelop ikke blot en kodeeditor — den er et system til at håndtere kildekode, som giver dig forskellige visninger af information, som findes i de filer, som tilsammen udgør kildekoden i din session.

Værktøjer og visninger

Til arbejdet med projekter har KDevelop begrebet værktøjer. Et værktøj giver dig en særlig visning af kildekoden eller en handling, som det kan udføre. Værktøjer repræsenteres af knapper, som findes rundt omkring i vinduets kant (med lodret tekst langs venstre og højre kant eller vandret langs bunden). Hvis du klikker på dem, så udvides de til et undervindue — en visning — indenfor hovedvinduet. Hvis du klikker på værktøjsknappen en gang til, så forsvinder visningen igen.

Note

For at få et undervindue til af forsvinde kan du også klikke på knappen x øverst til højre i undervinduet; dette fjerner dog også den tilhørende værktøjsknap fra vindueskanten, i hvert fald i KDevelop 4.2.x; og den skal du bruge for at få undervinduet frem igen. Se herunder, hvordan du får knappen tilbage til vindueskanten på samme måde, som du får enhver anden værktøjsknap placeret der. Denne opførsel er rapporteret som bug 270018


Billedet ovenfor viser et eksempel på værktøjer placeret i den venstre og højre kant. I billeder er værktøjet Klasser åbent til venstre og værktøjet Tekststumper til højre sammen med en editor til en kildefil i midten. For det meste vil du nok kun have editoren åben og måske værktøjet Klasser eller Kodebrowser til venstre. Andre værktøjer vil sikkert kun være åbne midlertidigt mens du bruger dem, sådan at der bliver mere plads til editoren.

Når du kører KDevelop første gang, så skulle du allerede have værktøjsknappen Projekter. Klik på den: det vil åbne et undervindue, som forneden viser de projekter, som du har føjet til sessionen og en visning af mapperne i dit projekt for oven.

Der er mange andre værktøjer, som du kan bruge i KDevelop, men deres knapper er ikke alle til stede i vindueskanten fra begyndelsen. For at føje flere til vælger du menuen Vindue -> Tilføj værktøjsvisning.... Her er nogle, som du sikkert vil få glæde af:

  • Klasser: En fuldstændig liste af alle klasser, som bliver defineret i en af din sessions projekter med alle deres medlemsfunktioner og -variable. Klik på et medlem for at åbne kildeeditorens vindue med markøren på det sted, hvor det emne, du klikkede på er defineret.
  • Dokumenter: Viser de filer, som du for nylig har arbejdet med ordnet efter type (fx kildefil, patchfil eller rent tekstdokument).
  • Kodebrowser: Dette værktøj viser ting, der er relaterede til det, som du aktuelt arbejder med afhængigt af, hvor markøren er placeret. Hvis den fx er på en #include linje, så vises information om den fil der bliver inkluderet, så som hvilke klasser, der deklareres i filen; hvis du er på en tom linje på filniveau, så vises de klasser og funktioner, som deklareres eller defineres i den aktuelle fil (alle vises som links: klikker du på dem, så bringes du til det sted i filen, hvor deklarationen eller definitionen er); hvis du er i en funktionsdefinition, så vises der, hvor funktionen deklareres og hvor den bruges.
  • Filsystem: Giver dig en trævisning af filsystemet.
  • Dokumentation: Lader dig søge efter man-sider og andre hjælpedokumenter.
  • Tekststumper: Her kan du gemme tekststumper, som du ofte har brug for og ikke har lyst til at skulle skrive hver gang. I projektet, som vises i billedet ovenfor er der ofte brug for kode som dette:
    for (typename Triangulation<dim>::active_cell_iterator cell = triangulation.begin_active(); cell != triangulation.end(); ++cell)
    Det er besværligt udtryk, med det ser næsten ud på samme måde, hver gang du har brug for sådan en løkke. Det gør udtrykket til en god kandidat til en tekststump.
  • Konsole: Åbner et vindue med en kommandolinje i KDevelops hovedvindue til de situationer, hvor du blot skal have udført enkelte kommandoer (fx hvis du skal køre ./configure).

En fuldstændig liste med værktøjer og visninger findes her.

For mange programmører er det vigtigst at have god plads i lodret retning. For at opnå dette kan du arrangere dine værktøjsvisninger i venstre og højre vindueskant. For at flytte et værktøj højreklikker du på dets knap og vælger en ny position til det.

Tilstande og arbejdssæt

Hvis du er kommet så langt, så se lidt på øverste højre hjørne af KDevelops hovedvindue. Som det ses i billedet finder du her de tre tilstande, som KDevelop kan være i: Kode (den tilstand, som vi diskuterer i dette kapitel om arbejdet med kildekoden), Fejlsøgning (se Fejlsøgning af programmer) og Eftersyn (se Arbejdet med versionskontrolsystemer).

Hver tilstand har sit eget sæt af værktøjer i vindueskanten og sit eget arbejdssæt af aktuelt åbne filer og dokumenter. Desuden er hvert arbejdssæt knyttet til en session, svarende til den sammenhæng, der vises i billedet ovenfor. Bemærk, at filerne i arbejdssættet hører til samme session med kan komme fra forskellige projekter, som hører til samme session.

Hvis du åbner KDevelop for første gang, så er arbejdssættet tomt — der er ingen åbne filer. Men idet du åbner filer for redigering (eller fejlsøgning eller eftersyn i de andre tilstande), så vokser dit arbejdssæt. Som du kan se på billedet herunder, så viser et symbol i fanebladet at arbejdssættet ikke er tomt. Bemærk, at nå du lukker KDevelop, gemmes arbejdssættet og det genetableres, når du genstarter programmet, dvs. at du får det samme sæt af åbne filer.

Hvis du lader musen svæve over symbolet for et arbejdssæt, så dukker der et værktøjstip frem, som viser dig hvilke filer, der aktuelt er åbne i dette arbejdssæt (her filerne step-32.cc og step-1.cc). Klikker du på det røde minustegn, så lukkes fanebladet med den tilsvarende fil. Klikker du på Luk, så lukkes hele arbejdssættet på en gang (dvs. alle åbne filer lukkes). Pointen med at lukke et arbejdssæt er, at det ikke bare lukker alle filer men faktisk gemmer det og åbner et nyt, endnu tomt sæt. Det kan du se her:

Bemærk de to symboler til venstre for det tre tilstandsfaneblade (hjertet og det uidentificérbare symbol til venstre for det). Hver af disse symboler repræsenterer et gemt arbejdssæt. Hvis du lader musen svæve over hjertesymbolet, så ser du noget i retning af dette:

Det viser dig, at det tilsvarende arbejdssæt indeholder to filer og deres tilsvarende projektnavne: Makefile og changes.h. Klikker du på Indlæs, så gemmes og lukkes det aktuelle arbejdssæt (i eksemplet her har det filerne tria.h og tria.cc åbne) og åbner i stedet det valgte arbejdssæt. Du kan også slette et arbejdssæt permanent.

Nogle nyttige tastaturgenveje

KDevelops editor bruger standard-tastaturgenveje til alle almindelige redigeringsoperationer. Den understøtter dog også et antal mere avancerede operationer, når man redigerer kode; nogle af disse er bundet til forskellige tastekombinationer. De følgende er ofte nyttige:

Hop rundt i kildekode
Ctrl+Alt+O Åbn fil hurtigt: skriv en del af et filnavn og vælg blandt alle de filer i den aktuelle sessions projektmapper, som matcher strengen; filen bliver så åbnet
Ctrl+Alt+C Åbn klasse hurtigt: skriv en del af navnet på en klasse og vælg imellem de klasser der matcher; markøren vil hoppe til det sted, hvor klassen deklareres
Ctrl+Alt+M Åbn funktion hurtigt: skriv en del af navnet på en (medlems)funktion og vælg imellem de funktioner der matcher. Bemærk, at listen både viser deklarationer og definitioner. Markøren vil hoppe til det valgte sted
Ctrl+Alt+Q Åbn hurtigt: skriv hvad som helst (filnavn, klassenavn, funktionsnavn) og få en liste over alt det, der matcher til at vælge fra
Ctrl+Alt+N Oversigt: Vis en liste over alt, hvad der sker i denne fil, dvs. klassedeklarationer og funktionsdefinitioner
Ctrl+, Hop til definitionen af en funktion, hvis markøren i øjeblikket er på en funktionsdeklaration
Ctrl+. Hop til en deklaration af en funktion eller variabel hvis markøren i øjeblikket er i en funktionsdefinition
Ctrl+Alt+PageDown Hop til den næste funktion
Ctrl+Alt+PageUp Hop til den forrige funktion
Ctrl+G Gå til linje
Søg og erstat
Ctrl+F Find
F3 Find næste
Ctrl+R Erstat
Ctrl+Alt+F Find og erstat i flere filer
Andre ting
Ctrl+_ Fold et lokalt niveau sammen: skjul denne blok, for eksempel hvis du ønsker at fokusere på det overordnede billede i en funktion
Ctrl++ Udfold et lokalt niveau: Omgør sammenfoldning
Ctrl+D Udkommentér den markerede tekst eller den aktuelle linje
Ctrl+Shift+D Fjern udkommentering af den markerede tekst eller den aktuelle linje
Alt+Shift+D Dokumentér erklæring. Hvis markøren er på deklarationen af en funktion eller klasse, så laves der en doxygen-agtig kommentar med alle funktionens parametre, returværdi osv.
Ctrl+T Byt det aktuelle og det forrige tegn
Ctrl+K Slet den aktuelle linje (bemærk: dette er ikke emacs' "slet herfra og til linjens afslutning")